Danmarks hårdeste velgørenhedsevent

Ny ambassadør: Sanne Jakobsen

13
sep
2023
Jeg vil gerne forsøge at bruge mig selv til at skabe opmærksomhed for nogle eller noget, der trænger mere, end andre måske gør
Sanne Jakobsen
, sportsjournalist og reporter på TV 2

”Det betyder noget at skabe så meget opmærksomhed som muligt – gerne med lidt humor og smil i øjnene”

Endnu en stolt ny ambassadør melder sin ankomst på Cykelnervens 2024-hold. Nemlig sportsjournalist og reporter på TV 2, Sanne Jakobsen. Sanne er bidt af en gal cykel, og med sin store passion for netop cykelsporten dækker hun løbende cykelløb på TV 2’s flader – og måske husker du også Sannes dækning af Tour de Storebælt i 2022 sammen med vores anden trofaste ambassadør, Dennis Ritter?

Faktisk er det ikke første gang, at Sanne stifter bekendtskab med Cykelnerven. Hun var nemlig med på vores tur til Düsseldorf tilbage i 2017, og også dét var en stor fornøjelse for sportsjournalisten:

- Jeg har fulgt med i Cykelnervens rejse og tænkt meget over eventet, siden jeg havde fornøjelsen af at være med på turen til Düsseldorf. Derfor er det også en blanding af stolthed og måske endda en smule ærefrygt over at skulle gøre Scleroseforeningens vigtige arbejde ære, siger Sanne.

At cykle for noget, der er større end én selv

Selvom Sanne Jakobsen ikke selv har sclerose tæt inde på livet, mener hun, at sygdommen på mange måder er en af de lidelser, der ”måske bliver en smule overset”:

- I virkeligheden burde alle sygdomme få alverdens opmærksomhed, men for mig er det også vigtigt at kunne være med til at forsøge at skabe opmærksomhed på noget, som mange mennesker måske naturligt ikke ved så meget om. Derfor giver det for mig rigtig god mening at takke ja til en rolle som ambassadør for sclerosesagen, forklarer hun og fortsætter:

- Åh, det lyder jo så frelst, men jeg har sagt ja til det her, fordi jeg håber at kunne gøre en forskel – eller i hvert fald bare skabe opmærksomhed, der måske kan få andre til at gøre en endnu større forskel. Og så glæder jeg mig til at give Claus Elming baghjul, siger Sanne Jakobsen med et smil på læben.

Det med ærefrygten for at skulle gøre vores arbejde ære fylder lidt hos ny-erklærede ambassadør. Også fordi, hun er en kvinde, der ikke gør tingene halvt, fortæller hun:

- Som gammel elitesportsudøver, eksempelvis i judo af alle ting, vil jeg gerne gøre tingene perfekt. Og færdigt. Derfor kan jeg også allerede mærke, at ved at have sagt ja til at være ambassadør på Cykelnerven betyder det faktisk noget for mig at få skabt så meget opmærksomhed som muligt – gerne med lidt humor og smil i øjnene, siger hun og fortæller desuden:

- Derfor ser jeg ikke just frem til at skulle cykle Tour de France-bjerge lige nu, hvor vi begynder at gå ind i efteråret 2023, fordi der er lang vej til den rette form for mig for at komme godt igennem opgaven. Men jeg ser virkelig frem til ugen i Frankrig, hvor jeg kan blive udfordret og mærke det sammenhold, jeg håber, der kommer til at være, når alle cykler for noget, der er større end os selv.

”Jeg vil rykke nogle ting og skabe opmærksomhed”

Sagen er vigtig for Sanne Jakobsen. Rigtig vigtig. For når man i mange år har gået og tænkt, at man gerne vil involvere sig i velgørenhed, og muligheden for at kombinere det med sin store passion for cykling pludselig opstår, ”betyder det alt” for hende at kunne være en del af en stærk sag og være med til at gøre en forskel:

- Jeg vil gerne forsøge at bruge mig selv til at skabe opmærksomhed for nogle eller noget, der trænger mere, end andre måske gør, fortæller Sanne og forklarer, hvad det er ved Scleroseforeningens arbejde, der også tiltaler hende:

- Jeg kan virkelig godt lide, at der i Scleroseforeningen lader til også at være fokus på det positive på trods af den forfærdelige sygdom. Det er inspirerende, at der bliver gjort opmærksom på, hvordan folk kan leve med sygdommen, men det er jo på mange måder svært at sætte sig ind i, når man aldrig har stået i situationen selv.

Sanne Jakobsen glæder sig til at være med på holdet som den nye ambassadør. Og ja, selvom hun godt ved, at det bliver en superudfordrende fysisk cykeloplevelse at skulle cykle Tour de France-bjerge, kan hun næsten ikke vente:

- Jeg glæder mig til at være en del af det hele og forhåbentlig få rykket nogle ting – og ikke mindst til at få skabt en masse, dejlig opmærksomhed på det gode formål.