JUBILÆUM MED JUBILAREN: Claus Elming

Elming fejrer 10-årsjubilæum med Cykelnerven og sætter ord på, hvorfor Cykelnerven i hans optik adskiller sig som velgørenhedscykelløb:

"At det er 10. gang, vi skal afsted på Cykelnerven, gør mig enormt stolt.

Jeg blev meget glad i sin tid, da Scleroseforeningen spurgte mig, om jeg ville være ambassadør, og det er jeg stadig – og samtidig er jeg dybt imponeret over, hvor stort Cykelnerven er blevet, og stolt over det beløb, vi samler ind hvert år.

Jeg kendte godt til sclerose i forvejen og vidste, hvor forfærdelig en sygdom det er, men gennem de sidste 10 år er jeg så blevet endnu mere bevidst om sygdommen, bestræbelserne på at komme den til livs, behandlingsmuligheder og meget andet.

Derfor er jeg også virkelig stolt over at kunne være med til at sætte fokus på en sygdom, der stadig er ukendt og lidt tabubelagt."

Der er tre ting, der for mig er altafgørende:

1. For det første hårdheden, der er så tilpas barskt til, at man bliver presset, men kommer igennem, og hårdheden betyder også, at man er nødt til at komme i god form for at klare strabadserne.

2. For det andet er det en fed følelse får uger efter at have gennemført Cykelnerven at kunne sidde hjemme trygt og godt i sofaen og bare nyde at se, at verdens bedste cykelryttere blæser op ad bjergene og ruterne, som man få uger forinden selv lige har besejret.

3. Sidst men ikke mindst skiller Cykelnerven sig ud ved, at man får lov til at køre etaperne sammen med ryttere, der faktisk selv har sclerose eller har det rigtig tæt inde på livet – og det sætter bare det hele lidt i perspektiv.

Der er ikke mange flade kilometer på de fire dage, vi cykler i bjergene, og derfor må man i den grad sige, at Cykelnerven er klassens hårde dreng. Tourmalet, Galibier, Col de Granon er bare nogle af de bjerge, vi har kæmpet os op ad igennem tiden, så nej, man kan ikke bare gemme sig. Der skal trædes i pedalerne, hvis man ikke vil vælte, når procenterne bliver tocifrede – og nogle gange føles som trecifrede ...