Danmarks hårdeste velgørenhedsevent

Dansk Sundhedssikring er med til at give sclerose kamp til stregen ved dette års Cykelnerven

23
jun
2021

2021 er første gang, Dansk Sundhedssikring er med som sponsor på Cykelnerven. Og i den forbindelse er det også første gang, at de har stablet et hold på cyklerne for selv at cykle med, når Cykelnerven-slaget skal slås i Pyrenæerne – og når der skal samles ind til forskningen i sclerose.

Dansk Sundhedssikring er en af de største indenfor sundhedsforsikringer, men det har de ikke altid været. For bare ni år siden, inden den nuværende CEO, Kent Jensen, kom til, havde de lige nøjagtigt nul kunder og skulle lægge sig i kapløbet mod de allerstørste indenfor sundhedsforsikringer. Kampen blev taget op, og i dag er de landets største med 370.000 forsikrede og et tilbud, der både indebærer klassisk hjælp til sundhedsudfordringer nu og her, men også hjælp, støtte og rådgivning i forbindelse med de forsikredes behandlinger og forløb i det offentlige.

-  Vi er et sundhedshus, mere end vi er et klassisk forsikringsselskab, hvor vi forsøger at se det hele menneske 360 grader rundt. Derfor er vores ønske også at være en blivende forskel for vores medlemmer, og vi er netop i kontakt med mange forskellige mennesker. Et patientforløb med én, der er diagnosticeret med sclerose, kunne derfor også sagtens være et sygdomsområde, hvor vores sygeplejersker blev tilknyttet og bistod med hjælp og støtte til den syge såvel som den pårørende, fortæller Kent Jensen, CEO hos Dansk Sundhedssikring.

Det er altså ikke nogen tilfældighed, at Kent Jensen og Dansk Sundhedssikring læner sig op ad Cykelnervens DNA eller vil være med til at sætte fokus på sclerose som kronisk sygdom. Der er masser af vinding for dem at være med i Cykelnerven – både kollegialt, socialt, sundhedsmæssigt og naturligvis markedsføringsmæssigt, men vigtigst er, at de hver dag har kontakt til en målgruppe, hvor også mennesker med sclerose tæt inde på livet kan være og er en del af.

Stor opbakning fra hele virksomheden

Der er ingen tvivl om, at Dansk Sundhedssikring tages mod med kyshånd som sponsorer, men bestemt også som cykelhold i Cykelnerven. I den forbindelse byder Cykelnervens løbsansvarlige, Mette Hjulmand Leonhard-Hjorth, naturligvis den naturlige vinkel og ikke mindst samarbejdet hjerteligt velkommen:

- Vi er rigtigt glade for at have Dansk Sundhedssikring med på Cykelnerven. Det er en stor fornøjelse at se og mærke den store opbakning, Dansk Sundhedssikring giver til og for en verden uden sclerose. Ikke blot er selve sponsoratet til forskning i sclerose enormt vigtigt, men også det, at de samtidig stiller deres eget hold i år med en hel masse skønne mennesker, der alle har stort mod på at cykle for en verden uden sclerose.

For Kent og Dansk Sundhedssikring betyder det da også meget at kunne være med til at støtte op om forskningen – støtte, der er noget af det første, man tænker på, når man sætter sig i sadlen derhjemme eller til hver af onsdagstræningerne på arbejdet.

- På en eller anden måde føler jeg, også fordi vi som virksomhed nu er så tilpas store, at vi har en forpligtelse til at bidrage. Fordi vi kan, fordi vi vil, fordi det giver mening, og fordi det giver os som virksomhed og som gode kollegaer noget helt unikt at gøre sammen. Både at samle ind til og støtte den gode sag, men også at deltage på Cykelnerven og få disse fantastiske oplevelser sammen. Og det gælder faktisk både for dem, der hver onsdag cykler med, når vi har vores fællestræninger med start ved virksomheden, men også for de resterende medarbejdere og andre interesserede i virksomheden, fortæller Kent og fortsætter:

- Faktisk har vi måttet bestille en større bunke af Cykelnerven-trøjer, end hvad vi har ryttere til at bære. Flere af dem på kontoret, der går op i eventet, cykling og generelt bare støtter os som hold og som gode kollegaer, vil nemlig gerne have et sæt at cykle rundt i bare for at vise deres støtte til deres seje kollegaer, der tager udfordringen op, men også for at støtte Cykelnerven som event samt Scleroseforeningen som en fantastisk patientforening.

Direktøren i øjenhøjde

At Dansk Sundhedssikring i år deltager i Cykelnerven, har for Kent Jensen givet indsigt i, at hver og en i det store sundheds- og forsikringshus står klar til at støtte deres kollegaer i kampen mod sclerose. Derfor var der også hurtig interesse for at melde sig på holdet, da Kent Jensen meddelte huset, at det nu var muligt at være en del af Team Dansk Sundhedssikring ved dette års cykelevent i Pyrenæerne.

- Jeg meldte ud i huset, at alle kunne være med. Selvfølgelig skal man være i en vis form, det ved jeg naturligvis godt, men sammen kan vi også træne os i form. Der var hurtigt otte til ni deltagere, der gerne ville være med, og det fede er, at vi er mange forskellige typer, der i fællesskab skal have denne oplevelse, fortæller direktøren og fortsætter:

- Rigtig mange tænker jo, at direktøren altid ’flyder oven vande’. Men bare fordi, at jeg til dagligt er direktøren på arbejdet, er det ikke ensbetydende med, at jeg er på toppen i hierarkiet, når vi sammen triller rundt ude på vejene. Derude er der ingen, der bestemmer, ligegyldigt hvilken titel vi hver især måtte have på kontoret. For det faglige hierarki er ikkeeksisterende, så snart vi sætter os i sadlen.

Når Kent Jensen sammen med Team Dansk Sundhedssikring hver onsdag sætter sig på jernhesten og sammen træner op til deres tur til Pyrenæerne, er det nemlig underordnet, om der står CEO eller Key Account Manager på ansættelseskontrakten. Og selvom man nok umiddelbart ville tænke, at det er rart for de ansatte at se deres direktør i et andet lys, er det mindst lige så befriende for direktøren:

- På vejene er det ikke titlerne, der afgør, hvem der har det sidste ord. Der er det cyklerne og benene i pedalerne, der afgør, hvem der lægger sig i front. Det giver bare noget helt specielt for medarbejderne, men i den grad også for mig som direktør. Sådan nogle som os, hvis man kan sige det, har også brug for, at tingene kommer ned i øjenhøjde, fortæller han.

Én for kollegaskabet, én for en verden uden sclerose

På cyklen er der plads til at snakke om de flotte regnbuer, Kent og holdet så en masse på deres mange træningstimer i maj. Og generelt får de snakket om en hel masse ting, der netop fjerner den distance, der ellers godt kan være og ganske normalt er på en arbejdsplads.

Træningerne er én ting, hvor holdet mødes efter fyraften, og cykler i terrænet rundt om hovedsædet i Herlev. Noget andet er den forventningsglæde, der opstår, når Kent tænker frem til turen i Frankrig:

- Det hele kredser jo omkring den følelse, vi alle vil sidde med nede i Frankrig. For selvfølgelig er der noget helt vildt ved at præstere på nogle af de afgørende Tour de France-bjerge, men jeg må bare sige, at vi igen ender ved den sociale del ved det at deltage som kollegaer. Det sociale, hvor man sidder der om aftenen på værelserne, fortæller røverhistorier og får en kold øl efter dagens etape sammen som hold. Det glæder jeg mig ekstremt meget til, fortæller Kent Jensen og tilføjer afsluttende:

- Der er da selvfølgelig flere ting i det her, der virkelig betyder noget for mig på et højere plan. Vi er jo et sundhedshus, så eksempelvis at kunne være med til at appellere til og fordre, at mine medarbejdere får dyrket noget motion, er et kæmpe plus i sig selv. Men selvfølgelig er hele det store omdrejningspunkt at kunne være med til at støtte et så vigtigt projekt, som Cykelnerven og indsamlingen til forskningen i sclerose er.

Kent Jensen og hele Team Dansk Sundhedssikring glæder sig i den grad til at komme afsted som et hold, der er klar til at kæmpe for deres egen såvel som den kollegiale præstation. Men sørme også for en verden uden sclerose.