Danmarks hårdeste velgørenhedsevent

Jens Barslev, rytter på Cykelnerven

12
mar
2017

"Jeg er meget konkurrencemenneske, og jeg skal nok komme op som én af de første"

Jens Barslev er ikke som den gennemsnitlige mand. Han er en fighter af dimensioner. Til dagligt arbejder Jens som lærer og kommentator på Eurosport.
Derudover er han velbevandret i bobslæde, fodbold og atletik. En sportsnørd kan man vel kalde ham - og dén slags der kan lide at presse sig selv derud, hvor han ikke kan bunde.

I 2015 gav livet ham dog en mavepuster, og hans liv og forhold til sport blev for altid forandret. Jens fik diagnosticeret sclerose.

"En dag vågnede jeg op, og jeg følte, at alt drejede rundt. Efterfølgende blev jeg sygemeldt med en virus på balancenerven, men det var det ikke. Så gik der yderligere et år, og til sidst kunne jeg hverken løbe eller gå - benene forsvandt bare under mig, og jeg endte på hospitalet til undersøgelse. Tyve timer senere fik jeg min diagnose", fortæller Jens.

Diagnosen sclerose

Diagnosticeringen kom en smule brat, og lægen gav Jens besked om, at der formentlig var tale om sclerose, blot få minutter inden han skulle ind og MR scannes. Jens vidste ikke dengang, hvad sclerose egentlig er for en sygdom.

"Jeg fik meldingen to minutter før jeg lagde mig i MR-scanningen. Så lå jeg dér i en time og fyrre minutter og troede, at jeg skulle dø", siger Jens.

"Fra første attak gik der otte måneder, før han kunne løbe igen. Mange af de småskavanker som sclerose er årsag til, mærker jeg ikke, når jeg er fysisk aktiv og dyrker sport", fortæller Jens.

Store forventninger til turen til Frankrig

Han ville egentlig have meldt sig til Cykelnerven i 2016, men dengang var kroppen endnu ikke klar. Men til sommer udfordrer han nu de høje bjergtinder i selskab med en sin gode kammerat Jesper Nørding Pedersen, der til dagligt er direktør og partner i det strategiske kommunikationsbureau Advice. Begge cykler de med på Team København, og den fysiske træning er allerede planlagt. Det bliver en kombination af mountainbiking i skoven kombineret med fællesskabet omkring Cykelnerven. Der er store forventninger til turen til Frankrig, og Jens ser især frem til de vilde bjergstigninger.

"Jeg er meget konkurrencemenneske, og jeg skal nok komme op som én af de første", griner Jens.

Passion for sport

Jens har altid været involveret i sport, og han har derigennem fået skabt sig et stort netværk, der tydeligt ser Jens` passion for sport og de sociale fællesskaber omkring sporten. Når passion driver et menneske, sættes der som oftest et mærkbart aftryk hos andre - og det gør sig i dén grad gældende for Jens. En tydeligt bevis på dette er den store opbakning og de positive tilkendegivelser, som Jens fik, da han valgte at tale åbent og ærligt om sin sygdom til venner og bekendte, der kender ham gennem hans sportslige engagement.

"Det var en hård kamp at komme tilbage til et normalt liv, da min verden faldt sammen, men nu er jeg her. Og så kan man lige så godt få det bedste ud af det", udtaler Jens.

Flyvende start på indsamlingen

"Jeg føler, at jeg har noget at bidrage med. Jeg vil også gerne sende det budskab, at det er pisse hårdt at have sclerose, men man kan også godt leve med det".

De ærlige udmeldinger og de klare budskaber har i høj grad gjort, at den Betternow indsamling aom Jens har oprettet i forbindelse med sin deltagelse på Cykelnerven, har fået en flyvende start.

I løbet af bare 24 timer indsamlede Jens 32.000kr! Og indsamlingen vokser stadig. Da vi spurgte ham, hvordan han dog bar sig ad med det, refererede han tilbage til den enorme opbakning, han har fået omkring sin ærlige historie om hans sygdomsforløb.

"Det har nok ramt folk, det er kommet tæt på dem, fordi de kender mig og min aktive hverdag og passion for sport", siger Jens.

Vi glæder os til at se Jens sprede godt humør i Frankrig, og vi ønsker Jens god (med)vind i bjergene. Og vi takker for den forrygende fundraising!