Danmarks hårdeste velgørenhedsevent

Fynske fætre på Cykelnerven 2019

09
apr
2019

"Gennem Dennis og min far har jeg oplevet, hvor uforudsigelig og uvis sclerose kan være. Jeg hørte om Cykelnerven for første gang på en cykeltur til Mallorca med Dennis og Jan Knudsen fra det fynske hold, og jeg syntes, det lød som en utrolig spændende tilgang til at sætte ind over for sclerose. Og så er det jo fantastisk, at jeg kan få lov til at bruge min passion for cykling til at samle ind til det vigtige formål",

Dennis Ross har været med på Cykelnerven siden 2016, og 2019 er ingen undtagelse. Som noget nyt har han i år fået lokket sin ven og fætter Daniel Ross med, så de i fællesskab skal cykle mod en sygdom, de begge har helt tæt på.

Dennis Ross er 47 år, Daniel Ross er 37 år, og de bor begge på Fyn. For 20 år siden fik Daniels far konstateret sclerose, og kun fem år senere blev Dennis ramt af sygdommen. Både Daniel og Dennis ved derfor, hvor vigtigt og gavnligt det vil være med mere forskning i sclerose, og dét er i kombination med de to fætres enorme cykelglæde grunden til, at de begge kører med på Cykelnerven.

"Jeg har sclerose, og min onkel, som er Daniels far, har det også. Så det betyder rigtig meget for os begge at samle ind til forskning i sclerose. Men vi er også virkelig nogle cykelnørder, så det med at cykle i de smukke tour bjerge, trækker også meget i os begge. Nu har jeg jo været med på Cykelnerven før, men jeg glæder mig stadig helt vildt til at cykle i bjerge – og til at introducere Daniel for den fantastiske Cykelnerven oplevelse og fællesskabet omkring kampen mod sclerose", siger Dennis.

"Gennem Dennis og min far har jeg oplevet, hvor uforudsigelig og uvis sclerose kan være. Jeg hørte om Cykelnerven for første gang på en cykeltur til Mallorca med Dennis og Jan Knudsen fra det fynske hold, og jeg syntes, det lød som en utrolig spændende tilgang til at sætte ind over for sclerose. Og så er det jo fantastisk, at jeg kan få lov til at bruge min passion for cykling til at samle ind til det vigtige formål", fortæller Daniel.

Kram, high-fives og trillende tårer

For Dennis er det ikke kun cyklingen og indsamlingsdelen, der gør, at han for fjerde gang tager med på Cykelnerven - fællesskabet og øjeblikkene på toppene af bjergene er nemlig oplevelser, der betyder rigtig meget for ham. 

"Det der især har trukket i mig de sidste to år på Cykelnerven er tanken om igen at opleve det fantastiske fællesskab og møde de andre hold, når vi har kæmpet os til bjergtoppene. Vi er alle fælles om at kæmpe mod en sygdom, og det mærker man virkelig i bjergene, og når vi alle mødes på toppene med high-fives, kram og tårer, der triller ned af kinderne. Dét glæder jeg mig meget til, at Daniel også skal opleve", fortæller Dennis med et smil. 

Daniel har hørt meget om det berømte Cykelnerven fællesskab og den helt unikke oplevelse, som venter ham forude:

"På mine træninger med det fynske hold har jeg oplevet et meget stærkt socialt sammenhold, og det har været vildt inspirerende. Jeg er meget taknemmelig og har meget respekt for, at de alle sammen gør så stor en indsats for sclerosesagen. Jeg har hørt, at det det her stærke sammenhold også er der på tværs af holdene, når vi er i bjergene, og det glæder jeg mig til at opleve sammen med Dennis", siger Daniel. 

"Cykelnerven 2019 bliver helt speciel"

Årets Cykelnerven bliver første gang, at Dennis har et medlem af familien med sig i bjergene, og dét gør Cykelnerven 2019 til noget helt særligt for ham. 

"Cykelnerven 2019 bliver helt speciel, fordi Daniel er med. Han er en virkelig god ven og fætter, og vi ses og snakker rigtig tit sammen om alt muligt cykelnørderi. Det bliver fantastisk at have Cykelnerven som et fælles minde", fortæller Dennis.

Dennis har på Cykelnerven for to år siden stiftet bekendtskab med et par af bjergene på Cykelnerven 2019 – og han er spændt på at sammenligne, hvordan han klarede bestigningerne for to år siden med måden, han klarer dem i år. 
For Daniel er alle bjergene uprøvede, så for ham er det tanken om at skulle bestige afgørende tour bjerge, der især skaber spænding frem mod Cykelnerven 2019.