Danmarks hårdeste velgørenhedsevent

Detaljeret planlægning af den fire dages ekspedition til de sydfranske bjerge

19
jan
2018

Jeg vil tro, at det mest spektakulære for rytterne bliver, når vi for første gang kører en fuld Tour de France etape fra start til slut. Nogle ryttere har spurgt mig om etapen må køres uden deciderede depotpauser ... og jeg har sagt god fornøjelse med et glimt i øjet ... de synes det kunne være sjovt at se deres tid mod tour-rytternes!
Hvis de udlever det, så bliver det meget spektakulært."

Vi er glade for, at du og de mange andre ryttere har valgt at køre for netop Cykelnerven. Hele Scleroseforeningens team bag Cykelnerven forsøger at give dig de bedst mulige forudsætninger for at indsamle penge til forskning i sclerose.

Vi forsøger samtidig at forberede alle de mange detaljer bag selve turen til Frankrig, så meget lidt er overladt til tilfældighederne – for dig som rytter skal det primært handle om at nyde oplevelsen med de mange andre cykelentusiaster. Der skal være energi og overskud til at træde i pedalerne.

Detaljeret planlægning

Til planlægningen af det sportslige setup, etaperne og alt praktisk med fly, hotel og forplejning har vi et tæt og godt samarbejde med Bo Velds Andresen, som vi kender fra PELOTON. Han har været tilknyttet siden forberedelserne i 2015 og afholdelsen af Cykelnerven omkring Chamonix i 2016 og senest i Aix-les-Bains og Briancon i 2017.

Forberedelsen til Cykelnerven 2018 har været i gang siden sommeren sidste år, og især siden Tour de France organisationen løftede sløret for ruten den 17. oktober. Vi har bedt Bo give os et par kommentarer til årets tur til Frankrig og den vigtige forberedelse på cyklen.

Hvad bliver det mest spektakulære under dette års Cykelnerven?

"Jeg glæder mig til igen at følge de mange rytteres flotte indsats og træning frem til juni. De seneste par måneder har vi lagt kortene på bordet for etaper og bjerge, der skal køres - og alle er klar over, at det uden tvivl bliver hårdt men også utrolig unikt.

Personligt bliver det mest spektakulære nok, når alle ryttere, coaches og hjælpere står samlet på torvet i Luchon - lige inden afgang på det, jeg vil kalde fire dages ekspedition. Dér syder det af spænding og den store indsats og planlægning, jeg har lagt i projektet, bliver pludselig til virkelighed.

Jeg vil tro, at det mest spektakulære for rytterne bliver, når vi for første gang kører en fuld Tour de France etape fra start til slut. Nogle ryttere har spurgt mig om etapen må køres uden deciderede depotpauser ... og jeg har sagt god fornøjelse med et glimt i øjet ... de synes det kunne være sjovt at se deres tid mod tour-rytternes! Hvis de udlever det, så bliver det meget spektakulært."

Hvad er dine bedste råd til rytterne?

”Mit bedste råd er, at rytterne tager træningen seriøst, og at de bygger videre på et godt fundament. Eller at de hurtigt kommer i gang med en god træning hvis der stadig holdes såkaldt vinterpause!

Vi skal ikke selv køre Tour de France, og det handler ikke nødvendigvis om en alt for elitær tilgang - det skal være sjovt, motiverende og i et fællesskab på holdene. Men uden en grundig indsats, så bliver det nogle meget lange dage i sadlen til juni, hvor det samtidig går opad!

Jeg vil også godt fremhæve den Cykelnerven træningsguide, vi sendte ud i efteråret. Den indeholder forskellige tips og anbefalinger - den kan man stadig bruge som inspiration eller som rettesnor. At køre i bjerge kræver en rigtig god udholdenhed og styrke, og det tager tid at opbygge. Så op på cyklen og følg en plan - og deltag i de mange fællestræninger og motionsløb, hvor alle kan køre med og lære hinanden at kende. Det er altid godt at vide, hvilket hjul man skal hænge på til sommer. "

Har du en målsætning for turen til juni?

"Min egen målsætning for turen er, at give rytterne en uforglemmelig oplevelse i bjergene og at få alt til at flaske sig dag for dag, både det sportslige og praktiske. Selvfølgelig sammen med resten af teamet af coaches. Jeg glæder mig til at køre med holdene, vise vej på de franske landeveje og opad af bjergene, hvor jeg tidligere har set, hvad lidt mentalt peptalk kan gøre for, at de når toppen.

Målsætningen for alle ryttere må være at kunne disponere og køre alle etaperne selv! Får man en skade eller andet, skal man selvfølgelig bruge den hjælp, vi har med. Men vi har tidligere haft travlt i følgebilerne, og jeg håber virkelig, at træningsindsatsen og forberedelsen bærer frugt. Det er vigtigt for rytterne at huske på, at vi ikke kører på tid. Cykelnerven er ikke et cykelløb, det er en event og en cykeloplevelse - af den hårdere slags. Rytternes målsætning må så også være at slå tidligere års rekorder for at samle penge ind.

Men det vigtigste for turen til sommer må være, at alle kommer sikkert ud og hjem, og nyder nogle fantastiske dage. At vi så fejrer det lørdag aften med taler og cykelhistorier, og sløret bliver løftet for indsamlingen, det er prikken over i’et. Jeg glæder mig. "